OK, vi har fået fingre i en flaske absint og får lyst til en lille godtnatdrink. Så tager vi bare proppen af og nupper et glas? Næ, nej. Den rette servering af absint er et ritual. Rent fra flasken holder absint typisk 60-70 procent, og det kan man selvfølgelig godt drikke rent, hvis man vil vise, hvilken fandens karl man er. Men skal det være en fornøjelse, skal smagen ordentligt frem –  så skal absinten spædes op med vand. Og det gavner smagen, hvis man giver sig god tid. Vandet skal hældes i stille og roligt i, drypvist eller i en tynd stråle.

Hertil kommer så nok en finesse. Enkelte foretrækker nemlig deres absint med sukker. Det lyder jo en kende vanvittigt for en vin- eller whiskykender, sådan at komme sukker i de dyre dråber, men det er jo helt legitimt at gøre med kaffe, så hvorfor ikke med sprut? Absint er krydret med malurt, som giver en bitter smag. I en god absint er det bitre kun en diskret undertone, og den kan sagtens drikkes uden sukker, men nogle finder lidt sødme gavnligt. Til den ende opstod der i de gode, gamle dage et snurrigt specialværktøj, den såkaldte absintske. Den ligner nærmest en lille, hullet paletkniv og benyttes som følger:

1. Man begynder med at hælde et passende mål absint op i glasset. Skeen lægges oven på glasset – og et stykke sukker lægges oven på skeen.

2. Herefter hælder man langsomt koldt vand over sukkeret. Det kræver naturligvis, at man har en kande eller karaffel, der er god at hælde af – og så lige lidt håndelag. I første omgang er det nok med nogle få dråber til at gennemvæde sukkeret, hvorefter man venter på, at det begynder at blive opløst. Ind imellem kan man så hælde lidt mere vand over – dråbevis eller i en tynd stråle. Man skal naturligvis også give sig tid til at nyde synet af, hvordan absinten bliver uklar og ‘mælket’, efterhånden som der kommer vand i – det fænomen, der kaldes ‘louche’.

3. Så er der serveret. Kunsten består i at koordinere ceremonien, så sukkeret er opløst, når der er hældt passende med vand i glasset. Hvad der lige er ‘passende’, er et spørgsmål om smag – og kan i øvrigt variere mellem de forskellige mærker. Start med 3 gange så meget vand som absint, og tilsæt mere, hvis det smager for stærkt. Har lidt sukker lagt sig i bunden af glasset, kan man røre det ud med skeen.

De fleste foretrækker dog absinten uden sukker, hvilket kan være et hårdt slag for ens iboende trang til at benytte sig af sære gadgets. Hvad der derimod ikke er legitimt er, at hælde absint over sukkeret og sætte ild til. Det er en moderne gimmick, hvis eneste formål er at gøre indtryk på fulde turister i Prag – helt igennem uautentisk, og ingen sand ynder af god absint kunne drømme om at gøre noget så idiotisk som at spolere smagen med brændt sukker.

Det ultimative værktøj, med eller uden sukker-ritualet, er en regulær absintfontæne – som egentlig bare burde hedde vandfontæne, idet man fylder en beholder med vand og is, og derefter åbner for hanerne og lader det afkølede vand dryppe ned i glasset med ren absint. Dette er særdeles velegnet til festlige formål – dels er fontænerne imponerende i sig selv, dels kan man tilberede flere glas ad gangen. I praksis er den helt store fidus dog, at du kan styre hastigheden – det er en afgørende fordel ved de mere komplekse absinter, som udfolder deres aroma bedst ved helt langsom tilberedning, ét dryp ad gangen.

En mere intim drypsag, med samme potentiale for langsommelighed, er en brouilleur: En lille beholder af glas eller metal fyldes med isvand og placeres over glasset. Vandet drypper så langsomt igennem et eller flere huller. Den mest elegante udgave, den såkaldte Auto Verseur eller See-Saw dripper, har en vippe under skålen, hvilket fordeler dråberne yderligere – og bidrager med en aldeles hyggelig tik-tok lyd, som nydeligt underbygger det temporale/historiske aspekt af denne pragtfulde last.